Dæmpet (Epikur Pastiche) lydbog
Et mord efterfulgt af en række møder mellem en gift overklassekvinde og en fabriksarbejder. Sådan er rammen for Dæmpet: Et langdigt om samfundets udgrænsning af kvinden og om samme kvindes tragiske og ufrivillige udgrænsning af sig selv.
Dæmpet er første udgivelse i serien Epikur Pastiche. Med Epikur Pastiche retter Forlaget Epikur fokus mod en genre med et stort æstetisk, kritisk og dialogisk potentiale: Pastichen er en parasitisk litteratur. En genre, der har andre kunstværker ikke bare som genstandsfelt, men som primus motor. Pastichen er et kunstværk og en fortolkning; et spørgsmål og en ny begyndelse. Bøgerne i serien er selvstændige udgivelser, der efterligner og gentænker tidligere litterære værker.
Dæmpet er inspireret af Marguerite Duras’ roman Moderato cantabile fra 1958.
Lydbogsudgaven indeholder en blanding af oplæsning og sang.