Michael Strunge lydbog
30 år efter sin tragisk tidlige død er Michael Strunge stadig en af landets mest populære digtere. For Michael Strunge flød digtningen og virkeligheden ofte sammen. Det var hans styrke og svaghed. Det blev hans skæbne. I dette smalle spor trådte mennesket Michael Strunge frem. Det samme gør hans myte.
Biografien MICHAEL STRUNGE – DIGTNING OG VIRKELIGHED er fortællingen om digterens liv og værk baseret på hans egne udgivelser og det store kildemateriale af efterladte tekster, breve, artikler, tv- og radioudsendelser. Samt ikke mindst mange timers personlig samtale med de mennesker, der var tættest på Michael Strunge; familie, venner, kærester og kollegaer.
Biografien er samtidig et billede af en tid: 70’ernes og 80’ernes danske samfunds- og kulturliv. Her optræder blandt andre kulturpersonligheder som Poul Borum, Søren Ulrik Thomsen, F.P. Jac, Dan Turèll, Klaus Rifbjerg og Pia Tafdrup i en personlig og farverig fortælling om opvæksten i Hvidovre, de tidlige digterambitioner og den senere så stormombruste forfatterkarriere.