Det racistiske højres bibel (Brændende Bøger #28) lydbog
Skrevet af den amerikanske neonazist, William Luther Pierce, oplever vi i bogen “The Turner Diaries” et fremtidigt USA, hvor en atom- og racekrig ender med at udrydde alle mennesker som ikke tilhører den hvide, ariske race.
FBI har kaldt bogen for det racistiske højre bibel, og samtidig bliver den kodet sammen med mere end 40 terrorist-angreb og hadforbrydelser, som har slået mindst 200 mennesker ihjel. Den fortsatte udgivelse af “The Turner Diaries” har derudover været i centrum for en debat om censur, og bogen er i dag ulovlig i både Canada og Tyskland, ligesom man ikke længere kan opstøve den på Amazon.
Men hvad er det for et verdenssyn bogen beskriver? Hvad bliver ifølge forfatteren konsekvenserne af at udkæmpe en racekrig, og hvorfor skal vi læse bogen trods af dens ekstremt racistiske idéer?
Lyt med, når vi sammen med journalist Simon Porse snakker om en af de mest uhyggelige og ekstreme politiske fantasier i vores tid.
Brændende Bøger
Litteraturen skal tage chancer for, at den kan forandre verden. Fra Dante som opfinder Helvede til Harry Potters genfortrylning af verden – over Yahya Hassans eksplosive digte og Suzanne Brøggers angreb på kernefamilien, til 1984’s klaustrofobiske overvågningsverden og fatwaen mod Salman Rushdie. Lyt med, når oprørske gæster læser og taler om de Brændende Bøger.
Jacob Nielsen er tidligere radiovært ved 24Syv, hvor han har været vært på og produceret radio- og podcastserierne 'Brændende bøger', "min litterære pornosamling', 'Den syvende statsmagt', 'Verdens længste Tour-optakt' og 'Frankrig Rundt'. Jacob har desuden en bachelor-grad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.