Rejse til nattens ende (Brændende Bøger #19) lydbog
Hvad lærer man om livets mening ved at vandre igennem en meningsløs verden?
I 1932 udgiver den franske forfatter Louis Ferdinand Céline sin debutroman: "Rejse til Nattens ende". Fortalt i et råt hverdagssprog følger man fortælleren Bardamu, som oplever første verdenskrig på egen krop, mærker den europæiske kolonialisme i Afrika, kapitalismen i USA, inden han rejser hjem til Frankrig igen. En dyster, uhyggelig og alt for realistisk verden, som efterlader læseren med en mistet tro på humanisme, oplysning og fremtiden.
Samtidig er Celine selv en meget kontroversiel forfatter. Frem mod anden verdenskrig skrev han antisemitiske pamfletter, og advokerede for en alliance mellem Frankrig og Nazityskland. Da krigslykken vendte, flygtede han sammen med sin hustru, kat og andre nazister til Danmark, hvor han endte i Vestre fængel.
Lyt med, når vi sammen med forfatter og dramatiker Jokum Rhode spørger, om der overhovedet findes nogen mening med livet i bogen, som også kaldes en nihilistisk dannelsesroman, og hvorfor vi trods kontroverserne skal blive ved med at læse Céline i dag.
Brændende Bøger
Litteraturen skal tage chancer for, at den kan forandre verden. Fra Dante som opfinder Helvede til Harry Potters genfortrylning af verden – over Yahya Hassans eksplosive digte og Suzanne Brøggers angreb på kernefamilien, til 1984’s klaustrofobiske overvågningsverden og fatwaen mod Salman Rushdie. Lyt med, når oprørske gæster læser og taler om de Brændende Bøger.
Jacob Nielsen er tidligere radiovært ved 24Syv, hvor han har været vært på og produceret radio- og podcastserierne 'Brændende bøger', "min litterære pornosamling', 'Den syvende statsmagt', 'Verdens længste Tour-optakt' og 'Frankrig Rundt'. Jacob har desuden en bachelor-grad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.