Arsène Lupin kontra Herlock Sholmes (Arsène Lupin #2) lydbog
Gentlemantyven Arsène Lupin er for hård en nød at knække for det parisiske politi, der gang på gang trækker det korteste strå. Man må have hjælp – og tilkalder Englands store mesterdetektiv Herlock Sholmes, med den skarpe intelligens.
Giganterne mødes, klingerne krydses – hvem går af med sejren? Herlock Sholmes eller Arsène Lupin? Eller bliver det måske dødt løb i dette spændende drama …?
Arsène Lupin
Den franske gentlemantyv og detektiv Arsène Lupin bliver ofte beskrevet som det franske svar på Sherlock Holmes. Den første historie om ham udkom i 1905 i magasinet ”Je Sais Tout”, og siden har han optrådt som hovedperson i en lang række noveller og romaner. I alt foreligger der seks bøger om den populære detektiv på dansk; ”Arsène Lupin – gentlemantyv” (1), ”Arsène Lupin kontra Herlock Sholmes” (2), ”Arsène Lupin – Den hule nål” (3), ”Arsène Lupin – krystalproppen” (4), ”Arsène Lupin – i al fortrolighed” (5) og ”Arsène Lupin – pigen med de grønne øjne” (6).
Maurice Leblanc (1864-1941) var en fransk forfatter, som primært er kendt for sine noveller og romaner om den fiktive gentlemantyv og detektiv Arsène Lupin. Lupin blev skabt på bestilling af magasinet ”Je Sais Tout”, som modsvar til de meget populære, engelske historier om Sherlock Holmes, og blev en øjeblikkelig succes. Selvom Maurice Leblanc også skrev andre bøger, koncentrerede han sig fra 1907 hovedsageligt om historierne om Arsène Lupin.