Lyriske digte e-bog

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle. Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet… Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler: den høie Giengieldelses Ret, Hvis hellige Finger, I det den fælder sit Offer, Over dets Grav Henpeger mod Evigheden. Digtet handler om forfængelighed og forgængelighed, og gengældelsen er den højere retfærdighed, der udligner og godtgør de jordiske tab. Under evighedens synsvinkel er „Verdens Glimmer“ intet. Digtet udkaster i sin sidste gestus et mægtigt visionært rum, hvor den jordiske størrelsesorden er formindsket, og hvor det er den poetiske vision, der har bærekraft ud over timeligheden: I den mørke Høstnat; Da aned jeg, at der gives Tanker, der, Stiernerne liig, Ikke lyse for Jorden, men over den. Brandes kalder i sit essay med rette denne sidste linje for „ubegribelig stolt“, men man kan tilføje, at det lyser ud af digtets øvrige tale om offer, grav og gengældelse, hvordan afkaldets stolte etos er resultatet af en kraftanstrengelse. Det, der ofres og begraves, er også sanseligheden. Og ikke mindst tiltrækningen mellem mand og kvinde, der aldrig er rigtig overbevisende i romanerne, selv om det sædvanlige mønster er, at heltene elsker en kvinde, der tabes og genvindes til sidst. Men i ungdomslyrikken findes den friske erotiske sansning side om side med Sturm und Drang-attituden. Fx i „Sang af Hamadryaden“ (fra eventyrspillet af samme navn), hvor længslen efter kvindens krop på raffineret vis er spejlet i naturens former: Naar Vinden gynger paa de smekkre Grene, Jeg Smekkertbøielige, mindes dig. Naar mørke Taageslør paa Bierget skride, Du Mørktbeslørede, jeg mindes dig, Naar fierne Stierner over Himlen glide, Du fiernt Fortryllende, jeg mindes dig. Forelskelsen fremmanes i de suggestive gentagelser „jeg mindes dig“: hun er i alt, hvad jeget ser, og følelsernes sug går i ét med naturens bevægelse: hun er ét med grenens gyngen, tågeslørets skriden og så videre. – Erotisk betagelse er også grundoplevelsen i digtet „Sang af Bajazet“ (fra skuespillet Bajazet, 1828), hvor jeget hengiver sig til erindringen: Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes, Thi tvende Flammer brændte deri, De brændte mig i min Siæl. Naar jeg lægger mig, da staaer du for mig, Og jeg seer dig i din Herlighed, som jeg saae dig første Gang. Jeg husker det vel, dit Klædebon var sort, Men din Hals mere hvid, end en Melkopal. De tilbedte kvinder i begge disse digte er i orientalsk kostume og følger dermed en særlig romantisk faible for at potensere det erotiske med det eksotiske. Linjen var udkastet hos Oehlenschläger med hans besyngelse af Gulnares yndigheder i Aladdin. Hauchs „Sang af Bajazet“ tager linjen op, blot er 'forfærdelsen' hos Hauch tegn på, at vi er tættere på en mere kompliceret erotik end den sanselige charme hos Oehlenschläger. (Dansk Litteraturs Historie)