Fundamentalisten e-bog

Den iranske befolkning lever et liv i fattigdom, uden ret til frihed og demokrati. Deres konge, Shahen, prøver på grusomste vis at undertrykke landets drømme om et frit Iran. Et Iran, hvor eventyr blomstrer og smil fødes. Hamid deler den samme drøm og i lang tid kæmper han for en ny regering, der kan bringe iranerne håb og velstand. Hans kamp for at opnå et selvstændigt og demokratisk Iran ender katastrofalt for ham. Han bliver revolutionsgardist og fundamentalistisk troende muslim efter revolutionen i 1979. Dog er intet som det synes at være. Drømme knuses, forbilleder forvrænges og venner bliver til fjender. Hamid fortsætter sin kamp for frihed, men tvivlen nager ham. Hvem taler sandt, og hvad er sandheden i det hele taget? Erindringsromanen er en rørende og rystende historie, som bygger på sande oplevelser. Den fortæller, hvordan gode mennesker, der kæmper for en sag, kan blive ledt på afveje. Det er en anderledes og ærlig fortælling, som åbner for en helt ny side af den islamiske fundamentalist. Om forfatteren: Casper Hvemon er født i 1962 og kom til Danmark som iransk flygtning i 1984. Han levede under Shahens styre og deltog i den iranske revolution i 1979. Han var aktiv i revolutionsgarden i tre år herefter, men var i 1984 nødt til at flygte. Casper konverterede til kristendommen i 1997. Flaptekster: "Vi var fem personer i rummet. Vi fik besked på ikke at tale om henrettelsen. Hverken med hinanden eller andre. Vi stod sammen og bad vores aftenbøn. Ingen af os sagde noget bagefter. Der var en uhyggelig stemning. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bad Gud, om at jeg ikke blev valgt til denne opgave. Jeg var med til at se, hvordan de anklagede fik deres dom, og det var mere end rigeligt for mig. Jamal fortalte os, at han ville slukke lyset et stykke tid efter, vi havde fået bind for øjnene. Vi skulle ikke tage bindet af, før lyset blev tændt igen, og den heldige vinder kom tilbage. Vi fik et mørkegrønt stykke stof for øjnene. Den grønne farve havde allerede forvandlet sig til mørkets farve. De flyttede rundt med os, for at vi ikke skulle kunne gætte, hvem der stod hvor. Hver gang de berørte min hånd, troede jeg, at det var mig, de valgte. Mørket var ingenting i forhold til de angstanfald, jeg fik, hver gang min hånd blev berørt af en af dem."