Strawberry Fields Forever e-bog

Han er 52 år, han er flygtet længere og længere bort fra sit land og sin fortid, og han lever nu helt alene i en enkel pagt med naturen langt ude i en skov i Småland. Hans sind raseres imidlertid af ubesvarede spørgsmål og traumatiske oplevelser, og han vågner oftere og oftere om natten kæmpende for sit liv i mørket i det gennemsvedte sengetøj sengetøj, mens stærke hænder presser om hans hals. Hvis han skal kunne fortsætte sin tilværelse, bliver han nødt til at se sine dæmoner i øjnene, og en dag drager han på en livsnødvendig rejse fra Sverige tilbage til barndommens land. Men kan han tilgive sin barndomsby og dens indbyggere? Kan han forsone sig med sin far? Finder han nøglen til den store, aflåste dragkiste fyldt med frygt? Og tør han lukke den op? Strawberry Fields Forever er en dramatisk og vemodig, men også nostalgisk og humoristisk fortlling om jagten på svar og kærlighed. Forfatteren fortæller om opvæksten i og uden for en nordfynsk købmandsgård i 1960'erne og 70'erne, og bogen tegner samtidig et underholdende portræt af en lille nordfynsk landsby og dens sælsomme skæbner. * Vejle Amts Folkeblad: ***** (5 stjerner) ”Det burde ikke kunne lade sig gøre! Derfor er der så få, som slipper godt fra det. At være komplet fokuseret på eget liv og egen psyke. At søge tilbage i egen familie, egen skolegård, egen landsby, egne frustrationer og egne længsler. Og alligevel skrive en bog, der angår langt de fleste af os. Men det kan lade sig gøre, hvis man skriver – og sanser – godt nok. Det gør journalisten og forfatteren Bo Østlund. Hans nye bog Strawberry Fields Foreever er en erindringsbog langt ud over det sædvanlige. Det er trådene fra opvæksten i den lille fynske landsby til livet i Smålands skove, der bindes sammen i Østlunds bog. Det gøres så eminent godt, at man hurtigt holder op med at tænke over, om historien i virkeligheden er interessant for andre end Østlund selv – og måske hans søskende. For det er den. Historien er interessant for alle mennesker. Fordi den fortæller om en epoke i Danmarkshistorien. Fra velstanden begyndte at gro omkring 1960 og frem til i dag, hvor den på mange måder er vokset forbi det, vi mennesker kan håndtere. Østlund valgte at tage konfrontationen. Rejse hjem til den lille landsby på Fyn. Stå foran den købmandsforretning, der var grundlaget for familien. Møde de gamle skolekammerater, den gamle lærer, de gamle naboer. Få sluttet fred med den døde far og den gamle mor, der sov ind midt i sønnens realiserings-projekt. Beskrivelsen af moderens død og begravelse er så fantastisk, at den får hårene til at rejse sig på armene. Og alle, der har prøvet magtesløsheden, når ens far eller mor må bort, vil få svært ved at holde tårerne tilbage. På grund af intensiteten og sanseligheden – og de begavede konklusioner og associationer – er Bo Østlunds erindringsbog en vidunderlig bog til emotionelt orienterede mennesker, der kan dufte en blomst og frydes over en stjerne.” MetroXPress: ***** (5 stjerner) ”I 2008 var det Vandel, der stod for skud. Nu er turen kommet til Veflinge på Nordfyn. Det handler ikke om mord, men i denne selvbiografiske roman er sandheden lige så rystende. Det er en lang og hård proces for bogens hovedperson, en mand i begyndelsen af halvtredserne, at vende tilbage til Veflinge efter 30 års fravær og få klarhed over en ’barndom i mol’. Som Erling Jepsen i Kunsten at græde i kor og måske som Martha Christensens hovedperson i I gårs fortræd fra 1981 søger hovedpersonen at bearbejde fortiden, så han kan møde sin kæreste på lige fod. Romanen tegner et vellignende billede af tiden med den første månelanding og Beatles, og der bygges langsomt op til de forfærdelige erkendelser, som man som læser ved vil komme, uden at det helt er muligt at forstå omfanget. Her er litteratur, der kan ryste den inderste sjæl. En tragedie skjult bag en pæn hverdagsfacade, smukt fortalt og med fortjente uppercuts til såvel implicerede som til det samfund, der accepterer uden at reflektere. Som det var engang?” Information: “Bo Østlunds selvbiografiske fortælling hiver med sin hudløse ærlighed og søgen efter forsoning med fortiden fat i kraven på læseren ’Jeg er 52. Men er stadig et resultat af, hvad der blev kodet i min sjæl for 50 år siden. Og jeg kender opgaven: Jeg skal kigge på den, den satans angst, kigge den lige lukt ind i øjnene. Jeg skal sparke min vrede og angst til Helvede. Med nutidens klogskab og overskud som væbnere.’ Journalisten Bo Østlund har tidligere skrevet bogen Skilleveje, hvor 28 kendte danskere fortæller om deres opvækst, og han har i flere biografier fortalt blandt andet Allan Simonsens og Etta Camerons liv. Nu har han vendt blikket mod sin egen opvækst og fortæller sit eget liv. Ikke som en hyggelig nostalgisk rejse tilbage i tiden, men som en nødvendighed for at komme overens med sin fortid og ikke mindst aftrykket, hans nu afdøde far har sat i ham. Selvbiografiske fortællinger har altid et spørgsmålstegn tatoveret på bagflappen. Hvorfor skal jeg læse om lige præcis det liv? Hvori ligger nødvendigheden? Der er især to grunde til, at Bo Østlunds fortælling hiver fat i kraven og i hukommelsen på én og gør sig selv nødvendig. For det første er bogen hudløst ærlig. Østlund har skrevet på en angst og et ønske om at undslippe denne angst. Et sted at skrive fra, der kræver mod, for her eksponeres al tvivl og alle spøgelser, alt lavt selvværd. ’Jeg havde lukket spøgelserne ud, og den slags gør man ikke ustraffet’, skriver Østlund og formulerer derved også sin tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at skrive en bog om sin opvækst, især i forhold til sine søskende. Den hudløse ærlighed skaber en troværdighed og en sympati for bogens projekt. En sympati, der styrkes af, at bogen bærer præg af at ville anskueliggøre, ikke dømme fortiden eller de mennesker, der har befolket den. For det andet løfter bogen den personlige historie, så den kommer til at handle om noget mere: om hukommelsens destruktive og healende kræfter, fortidens greb i ens tanker, der gør, at man ’har (…) haft svært ved at elske rent.’ Bogen bliver derved også et portræt af hukommelsen. Af hvordan hukommelsen er selektiv. Stærkest i bogen står portrætterne af moderen og faderen. For det første, fordi sproget i disse passager ændrer karakter og bliver langt mere fokuseret. Her fornemmer man Østlunds særlige talent for at fortælle andre mennesker. For det andet, fordi man som læser får lov at stirre lige lukt ind i det uforståelige i breve fra faderen til familien og fra en psykiater, der tilser faderen ved en indlæggelse. Og for det tredje, fordi både moderen og faderen fremstilles nuanceret og med stor ømhed. Ingen er skurk eller helt. Moderen, den ensomme sjæl, der blev prygelknabe og stadig sørgede for, at kaffebordet stod dækket, faderen, der kæmpede med sit sind og med en skam over ikke at leve op til sine egne idealer. Østlunds selvbiografiske fortælling er momentvis rørende læsning, og man tilgiver mange unødvendige ord, fordi man bagved fornemmer nødvendigheden.” Jyske Vestkysten: **** (4 stjerner) “Bo Østlund er forfatter til flere biografier om blandt andre Allan Simonsen, Ebbe Sand og Etta Cameron. Nu gælder det ham selv, og i den hudløs ærlige bog fortæller han om sin opvækst i 60´erne og 70´erne – og det er barsk læsning. Som 50-årig lever Bo i ensomhed et sted i de svenske skove. Han lider af mareridt og efterhånden bliver han klar over, at han bliver nødt til at vende tilbage til barndommens dæmoner, for at være i stand til at fortsætte sit liv. Hvis man så også er vokset på i 60´erne og 70´erne, venter der ud over en god læseoplevelse også en del ahaoplevelser.” Mikael Jalvings blog FRONTALT i Jyllands-Posten: “Vist er der kommet mange bøger om den danske provins de seneste år. Her er én mere, men den er langt fra ligegyldig og fortjener flere læsere end indbyggere i Veflinge og omegn. Også på trods af Jan Sonnergaards nylige udfald mod bøger om provinsen med særlig adresse til Knud Romer, der har skrevet om sin barndom på Falster i romanen Den som blinker er bange for døden (2006). Sonnergaard sagde bl.a.: “En fuldkommen ukendt Knud Romer skriver om sin opvækst. Hvad fanden rager det mig? Næh, han skriver endda om sin mor, og hvad rager hun mig, hvis hun ikke har bedrevet et eller andet? Og det har hun mig bekendt ikke, og så går bogen gud døde mig hen og bliver en bestseller.” Sådan taler en forsmået snob fra Virum, der ikke har fået BG Banks Debutantpris eller De Gyldne Laurbær. Så foretrækker jeg den fortabte søn fra Veflinge. Vellykket er Bo Østlunds naturalistiske analyse af familiefotografiet fra Langesø Skov, 1960, en dissekering af en familie i simultan kontrol og opløsning. Samt beskrivelsen af farens tragiske eksil i Spanien og snarlige selvmord. Det er stærk læsning, om end man bliver tavs af tristesse. Bo Østlunds bog fænger, og ud over sine egne trængsler, beskriver han en verden af i går, hvor en flække som Veflinge havde mere end 30 butikker og virksomheder og masser af originaler. I dag er der kun en brugs og en frisør. Resten er væk. Fremskridtet tog det.” Poul Blak: “En af landets bedst skrivende journalister hedder Bo Østlund. Ud over gennem årene at have arbejdet for forskellige aviser er denne Bo også manden bag en lang række interviewbøger, i hvilke enhver har kunnet forsikre sig om, at hans skrivetalent rækker langt ud over det hverdagsagtige. Men nu skal en interviewer jo alstå kunne andet og mere end at skrive godt. Hvis han/hun ikke kan få “ofrene” til at åbne sig i tillid, ja kommer ordene til at hænge lige lovligt luftige i læseoplevelsen. Men Bo Østlund har hele vejen mestret alt hvad dette at interviewe kræver. Og altså lidt til. Med bogen “Strawberry Fields Forever” er Bo Østlund nået til sig selv. I hvad man i engelssprogede lande kalder en non fiction novel (en ikke opdigtet roman) tager Bo os her med ind i sit eget liv. Og ikke mindst: Tilbage i sit liv efter svar på nogle af de mange grumme spørgsmål, som han hidtil ikke har turdet nærme sig. Hverken som person eller som skribent. Se, hvis nu Bo Østlund havde været en almindelig god skribent, så havde det nok været lettere at overkomme for os læsere. Muligvis også på den måde, at man kunne lægge bogen fra sig. Men dette skrivemæssige kunsthåndværk på vej ind af jernlågen til Lennons jordbærmarker gør det umuligt. Naturligvis var lille Bos barndom ikke som John Lennons. Og naturligvis var din og min barndom ikke som Bos. Men når den store skribent/forfatter bliver spændt for pennen, så bliver det enkelte sinds plovfurer alligevel genkendelig for alverden. Ligesom hele tids-kulissen for en hel masse af os er genkendelig. Tilbage her til en opdragelse, hvor vold var det ultimative hverdags-våben og skyldfølelsen det aldrig slumrende argument, kan man ikke frigøre sig fra, at “Strawberry Fields Forever” er et af de modigste selvopgør med tilhørende familegranskning, man har oplevet meget længe. Bo kunne have valgt at svøbe fortællingen i skønlitteraturens tågebanker, der gjorde det umuligt at afgøre hvad der var løgn og digt og hvad den rene sandhed. I stedet vælger han at stå nøgen frem: Sådan var det dengang. Sådan er jeg i dag. Og det sker helt uden forsøg på at få bare en smule sympati over på sin egen side. Hvilken forfærdelig, smertelig rejse! Hvilket nødvendigt snit for den skribent, der en dag når dertil, at det ikke kan nytte at blive ved at udspørge andre. Hvis man – af frygt for svarerne – ikke tør spørge sig selv.”