Fyrretyve år som sangerkomponist. 3. del e-bog
”Alt for tidligt var jeg kommen ud fra hospitalet efter operationen, og min letsindige rejse til Berlin gjorde det jo ikke bedre for mig. Blot jeg løftede en tung genstand, eller hvad meget værre var, når jeg gav koncert, løb sveden i stride strømme ned ad min pande, så det næsten var mig umuligt at synge, og det gik først bort tre fjerdingår efter operationen.”
Den folkekære visesanger og komponist Jacob Saxtorph-Mikkelsen fortæller om sit spændende liv og karriere. Han beskriver sine rødder, og hvor hans talent og interesse for musik kommer fra. Vi hører også om mødet med nogle af de digtere, hvis poesi han satte musik til. Bogen er ikke bare en fortælling om Jacob Saxtorph-Mikkelsens liv, men også et indblik i livet som omrejsende visesanger, en tradition der desværre er gået i glemmebogen sidenhen.
Tredje bind fortæller blandt andet om, da han i huj og hast måtte have fjernet sin blindtarm, og de mange gener det skabte for ham, da han valgte at gå på turné alt for kort tid efter han var blevet udskrevet. Bogen fortæller desuden om nogle af hans mest kendte viser og de historier, der ligger bag dem.
Bogen udkom første gang i 1941.
Jacob Saxtorph-Mikkelsen (1878-1951) var en dansk komponist og visesanger. Han skrev mange af sine egne sange, men en del af hans repertoire bestod også af digte af blandt andre Jeppe Aakjær og Kaj Munk, som han satte musik til. Jacob Saxtorph-Mikkelsen er i dag bedst kendt for sangen ”Anna var i Anders Kær”.