Der er ingen bjerge i Danmark e-bog
Som en mosaik af forskellige steder, miljøer og personligheder udfolder Julia Butschkow det flade og mærkelige land, Danmark. Der er fortællingen om forstadsfruen, som har fået tvangsforestillinger om den grå sofa i stuen, den forarmede studine, der tjener penge som luder og den aldrende kvinde, som mister sin soulmate, selvom hun aldrig helt har haft ham.
Pressen skriver:
»Novellerne folder det fortrængningstema, som stod centralt i Butschkows læsergennembrud – den meget roste roman ’Apropos Opa’ fra 2009 – ud i en serie beretninger, nogle af dem næsten case-stories, om hemmeligheder og om handlinger, der balancerer hårfint på kanten mellem vilje og ufrivillig drift … Julia Butschkow minder om, at det nu engang er de indre isbjerge, som forfattere er bedst egnet til at opføre og undersøge.«
***** – Lasse Horne Kjældgaard, Politiken
»Som det fremgår, handler Julia Butschkows noveller i høj grad om psykisk ustabilitet, og når to af historierne hedder Det er helt normalt og Det ser meget almindeligt ud, ved vi jo godt, at det modsatte er tilfældet. Som sagt: Det er evnen til at ændre på rutinen, der kendetegner normaliteten. Og det er evnen til at ændre på det normale, der kendetegner novellekunsten. Den evne har Julia Butschkow.«
– Klaus Rothstein, Weekendavisen
»Her er tale om 13 smukke noveller, hvor sproget funkler - ikke fordi, det er overdådigt og voldsomt, mere fordi det er så enkelt, observerende, nøgent og nøgternt. De kan virkelig mærkes og går lige i hjertekulen.«
**** – Sarah Bøgh Thyssen, Dagbladenes Bureau