Clarice de Medici e-bog

Roman om et tvillingesjæle pars inkarnation i Italiens renæssance: Lorenzo de Medici og Clarice Orsini de Medici. Bogen giver et indblik i deres dybe kærlighed til hinanden, som går gennem tid og rum. Bogen er opbygget af fakta, fiktion og inspirationer. Handlingen udspiller sig fra deres første dybe møde, deres storslåede bryllup hvor Lorenzo var 20 år og Clarice var 16 år. Følger deres dagligdag blandt datiden filosoffer som Marsilio Ficino, Angelo Poliziano, Pico della Mirandola - til kunstnere som Leonardo da Vinci, Sandro Botticelli og Michelangelo. Det var et, for datiden, moderne ægteskab, hvor også Clarice blev inddraget i Medici forretningerne og politik. Selv kom Clarice fra det højeste, romerske aristokrati,den magtfulde Orsini familie, som talte kardinaler, paver, adskillige ærkebiskopper, hærførere og grever. Hun kom fra det statelige hjem i Monte Rotondo, uden for Porto Pia, som var Roms center for renæssancens kultur.
Lorenzo og Clarice var et ægtepar, der gav hinanden megen frihed i forhold til at være det skabende menneske - helt i renæssancens ånd.

Fra bogen:
". Søndag morgen, den 4. juni 1469, red Clarice ind i Firenze på den hvide hest, lige bag Giuliano og fortroppen af processionen. Trompeter og horn ledte hende på vej. Solen skinnede ned over processionen og guldet i hendes brokadebrudekjole lyste op. Hendes perlebesatte og guldbelagte hovedbeklædning lyste op. Det var et usædvanligt, smukt syn som næsten indvarslede den tid, der for eftertiden skulle stå som Den Gyldne Tidsalder.
Men alt dette var Clarice endnu uvidende om og uvidende om det spændende liv hun gik i møde. Hun vidste heller ikke, hvordan især Lorenzo skulle blive husket som den store diplomat, som den store kunstmæcen, bankmand og politiker han blev. Hvilke spændende mennesker hun skulle komme til at møde i Medici Paladset på Via Larga. Hvordan hendes mand skulle stå som symbol for renæssancen, den nye tid, den gyldne tid, opblomstringens tid i Italien, det skabende menneske, det frie menneske. Hvordan hun som kvinde skulle komme til at mærke frihedens vinger, som ikke ret mange andre kvinder, før hende havde oplevet. Hvordan hun skulle møde datidens kunstnere, som fik stor indflydelse langt op i tiden, filosoffer med nye tanker og landvindinger og humanisterne. Alt dette var hun uvidende om. Hun vidste intet om det liv, der ventede hende. Men hun var så lykkelig over at have mødt sin udkårne, ham hun skulle give sit ja til og være sammen med resten af sit liv. Igen blev hun varm om hjertet ved tanken om ham.
Processionen gik videre gennem den bredeste og længste gade i Firenze, Via Larga. Folk stod linet op og kiggede med forventning på optoget for at se Lorenzo de Medicis brud. Da processionen kom ned for enden af gaden, standsede de foran en stor, firkantet bygning og fortalte at det var hendes fremtidige hjem, Palazzo Medici. Et oliventræ som tegn på frugtbarhed blev hejst op og taget ind gennem et vindue. I døråbningen stod gifte og ugifte kvinder for at hylde hende, den romerske pige, den fremmede. Clarice kiggede forundret op på sit nye hjem. Det var så meget anderledes, end det hjem hun havde forladt i Rom. Det hele var overvældende for hende.
Processionen satte i gang igen, drejede om hjørnet ved Palazzo Medici og foran sig så hun nu kirken hvor hun skulle vies, San Lorenzo kirken.
De gjorde holdt foran kirken. Giuliano hjalp hende af hesten og hendes far kom og tog hende under armen. De gik langsomt op af trappetrinene til kirken. Indenfor var der stuvende fuldt af festklædte mennesker og et kor sang så smukt ud over kirkerummet.
Clarice gik med sin far op gennem stolerækkerne i kirken og oppe ved alteret kunne hun se en ung mand med sort hår og med en klædedragt af guld og hvidt. Hendes hjerte hamrede og hendes hænder blev lidt fugtige. Hun var nu kommet helt op, hendes far gav slip på hende og hun stod nu igen ansigt til ansigt med den unge mand, som havde ramt ind i hjertekulen af hende".