Gitanjali e-bog

Tagore er Medlem af Brahma-samaj, og i hans Kunst genfindes derfor hovedsagelig Vedantaens Tro på een uendelig Gud og en udødelig Menneskesjæl. Af hans stærke Følelser og Længsler gøres disse Fortidens Tanker levende igen og han indgyder urgamle Drømme sin Ild og Glød. Forestillinger og Idealer fra Upanishaderne får i hans Digtning et Mæle, som gør dem forståelige og levende ikke blot for det moderne Bengalens Folk, men for enhver, som har Øren at høre med. Det er Vedantaens Brahman, der er den Gud, som han finder i „Hjertets inderste Gem” og hvis „levende Berøring” han føler på alle sine Lemmer. Og når han skildrer sig selv siddende ved Guds Side eller hvilende ved hans Fod, i stille Andagt og Beskuen, så udtrykker han deri en lignende Opfattelse af Guddommens Forhold til Mennesket, som den, der antydes gennem en Lignelse i en af Upanishaderne: „To skøntbefjedrede gode Venner omsluttede det samme Træ; den ene spiste dets røde Bær, den anden så stille derpå.”