Bølger over det høje græs e-bog
Tågen, der hænger lavt over bygdens huse, en vandskorpe som flimrende væv på fjordens midte, opdrætsringe, der lyser op, ulmende blåt og grønt. Bølger over det høje græs er optegnelser af et færøsk landskab fra en ung mand, som vandrer ud i det. Et stykke hjemstavnslitteratur om at træde ind i sin familie, og den historie og de forpligtelser, der ligger dér, som besøgende, på gennemrejse, og ud i et velkendt landskab.
Bølger over det høje græs består af to dele. Første del, Fuglene, er korte lyriske tekster, en række stillbilleder af et færøsk landskab. I del to, Vandringen, træder et jeg ind i landskabet. En ung mand er vendt tilbage for at besøge sin far og har planer om en vandretur, med telt over fjeldene, alene i tre uger. Det er fra starten et famlende projekt. Og faren er skeptisk: Der er ikke tradition for at være i landskabet på dén måde, for sig selv og helt uden nytte.