Kunnuk og Naja e-bog

Den første roman med emne hentet fra Grønland blev mærkeligt nok skrevet af en mand, som ikke kendte landet af selvsyn, B. S. Ingemann. Det drejer sig om fortællingen „Kunnuk og Naja eller Grønlænderne“ fra 1842… Den væsentligste indvending mod bogen må være den, der sædvanligvis rettes mod størstedelen af Ingemanns produktion, nemlig at alt er fremstillet i et lidt for romantisk skær. Det gælder ikke bare de poetiske talemåder, som de optrædende benytter sig af, men også skildringen af det grønlandske dagligliv. Her er ikke megen tale om sult og kulde eller om mændenes anstrengende og farefulde fangstture og kvindernes trættende arbejde med at tilberede de mange skind. Om grønlændernes livsbekræftende holdning skriver Ingemann i sin efterskrift med et udtryk, der i vore dage kan lyde lidt pudsigt: „Den hedenske Grønlænder føler sig således i Verden under Verdensaandens lunefulde Herredømme, som han dog modig udholder under Sang og livlig Færdse.“ Det er åbenbart blevet det hovedindtryk, han har fået ved gennemlæsning af litteraturen om Grønland, og han gentager den konklusion, som præsten Funch nåede frem til efter syv års ophold i Nordgrønland: „Grønlænderne ere et lykkeligt Folk.“ Ingemanns menneskeskildring fortjener imidlertid at fremhæves, fordi han ikke bare fremstiller grønlænderne som etnografiske mærkværdigheder, men først og fremmest som mennesker, omend som typer. Han får læserne til at føle sig sympatisk indstillet overfor grønlænderne, og i efterskriften benytter han lejligheden til at fremhæve, at de „ere et ikke ringe aandeligt begavet Folk er indlysende af mangfoldige Træk i Egedernes, Hans Egede Saabyes og Fleres Beretninger.“ (Inge Kleivan)