Tingene ser e-bog
”Huse har, lige så vel som menneskene, et ansigt. Dette hus’ ansigt var smalt og korrekt, det var et høfligt og dannet ansigt, tilslebet af et liv i regelmæssighed. De fornemme omgivelser havde vel kunnet give huset et fornemt udseende, men dets virkelige sjæl var knyttet til Mikaelskirkens skygge. Det var knap nok, at huset om morgenen undgik denne skygge. Fra klokken ti kom den listende med små skridt hen over pladsen, ved frokosttid slog den ned på bænkene og lagde sig i græsset mellem brostenene.”
Ved siden af Mikaelkirken i Dijon i Frankrig ligger der et fint gammelt hus. Huset og møblerne fortæller historien om den familie, der har boet i det gennem generationer, om ensomheden inden for husets tykke mure, om mørket i menneskenes sjæle og om de lyspunkter, der trods alt har kunnet løfte beboerne op af mørket. Romanen er helt særlig, idet både huset og møblerne får deres egen personlighed og spiller sammen med deres beboere.
”Tingene ser” udkom første gang i 1913. Denne oversættelse er fra 1929.
Édouard Estaunié (1862-1942) var en fransk forfatter, der skrev en lang række populære og anmelderroste romaner. Han debuterede i 1891 med romanen ”Un simple”, og i 1908 vandt han den prestigiøse franske litteraturpris Prix Femina for romanen ”La Vie secrète”. Mange af Édouard Estauniés bøger er blevet oversat til fremmedsprog og blandt andet udgivet i Danmark.