Mord i New Orleans e-bog
”Hvorfor skal det netop være os?” spurgte Donald Lam og så på Bertha Cool. ”En kvinde er forsvundet, og man insisterer på, at VI skal finde hende – men der er nu alligevel langt fra Los Angeles til New Orleans. Lokale folk kunne klare den opgave – det er et rutinejob!” – Men han skulle snart finde ud af noget andet: Bertha fandt frem til et godt spisested, og Donald faldt over et lig i en stilfærdig lejlighed. Siden mødte de et pigebarn, der kunne være en helt anden end den, hun gav sig ud for. En revolver og et avisudklip komplicerede sagen yderligere – og så var der den smukke natklubværtinde, der netop i det forkerte øjeblik blev håbløst forelsket.
Det hele foregår i det franske kvarter i New Orleans, et mærkeligt sted, hvor alt er sket, og hvor alt kan ske – også mord!
A.A. Fair er pseudonym for den amerikanske jurist og krimiforfatter Erle Stanley Gardner (1889-1970). Erle Stanley Gardner var en enormt produktiv forfatter og skrev bl.a. omkring 80 romaner om forsvarsadvokaten Perry Mason og hans effektive sekretær Della Street. Erle Stanley Gardner blev født i Massachusetts, men boede det meste af sit liv i Californien. Hans romaner og noveller om Perry Mason fik et omfattende publikum og gav stof til film, tv-serier og radiospil.