Livsformer i Danmark e-bog
I ”Livsformer i Danmark” beskriver Lone Rahbek Christensen sammenhængen mellem samfundet og de måder, befolkningen lever og begriber dagliglivet. Samfundet kræver, at bestemte, men forskellige livsformer leves i dets befolkning; en livsform udgør en særlig begrebsverden og kræver særlige vilkår i samfundet.
Bogen beskriver begreber til at forstå livsformer og illustrerer dem med interviews. I samfundet, på arbejdspladsen, i familielivet og parforholdet støder livsformerne sammen, fordi deres krav om vilkår står i modsætning til hinanden. Bogen beskriver en række konflikter og viser, at de ikke kan forstås inden fra én livsform, da den enkelte livsforms perspektiv på samfundet og andres liv er kulturblindt. Bogen giver også anvisning på, hvordan man kan anvende begreberne til egne undersøgelser.
”Livsformer i Danmark” udkom første gang i 1988.
Lone Rahbek Christensen (f. 1956) er magister i europæisk etnologi og har i årtier forsket i forholdet mellem stat, familie og individ op gennem Vesteuropas kulturhistorie. Hun har sideløbende forsket i borddækning, porcelæn, glas og bestik gennem århundreder, samt i teknikker til tekstilfremstilling og dragt. Hun har formidlet sin forskning i bøger, udstillinger og TV-udsendelser.