Bundet på hænder og fødder e-bog

Da Danmarks første grundlov i 1849 afløste enevælden blev folk frie. Men allerede i 1854 kom tyendeloven, som gjorde en stor del af befolkningen ufrie § 23 Uden husbondens samtykke er tyendet ikke beføjet til at lade sin tjeneste udføre af andre. Heller ikke må tyendet uden husbondens tilladelse forlade huset i egne anliggender, eller blive borte længere end tilladt. Vi tjenestefolk var vandrefolket, en slags zigeunere, midt i alt det bosiddende. Vi hørte ikke med; den skånsomhed, hvormed man behandlede de bosiddende, fik vi ingen del i, vi var underkastet en særlig lov, tyendeloven – en slavelov, som bønderne trofast hjalp hinanden med at håndhæve over for os efter dens ordlyd. Efter tyendeloven måtte vi ikke forlade gården og dens tilliggender hverken ved nat eller dag uden husbondens tilladelse; og denne tilladelse var bønderne meget husholderiske med. Folkene skulle ikke forvænnes! Karlen havde fri en søndag om måneden; men jeg fik først fri, da jeg foregav at jeg absolut måtte i kirke og høre Guds ord. Det turde husbond ikke sidde overhørig og gav mig fri. Og hurtigere er jeg vel aldrig løbet i mit liv, selv ikke da jeg som vogterdreng bibragte Spasianna levemåde; Længslen efter hjemmet og de små søskende piskede mig afsted. Men bønderne bistod hinanden med at kontrollere tyendet, og inden ugen var gået vidste husbond, at jeg ikke havde været i kirke. Det var en ret alvorlig sag, for jeg bedrog jo ikke kun ham men selve Vorherre. Det varede noget inden jeg igen fik lov til at løbe hjem. Martin Andersen Nexø: Lille kræ. 1936 Mens resten af verden forandrede sig mellem 1854 og 1921, var tyendeloven, næsten som naturlov, stadig grundlag for levevilkårene for den fattigste del af befolkningen.