Spørgsmaal og Svar I e-bog

Spørgsmaal og Svar første Supplement til Vandrer mod Lyset udkom i 1929. Bogen indeholder 71 forskellige Spørgsmaal og Svar i mange forskellige retninger plus et Tillæg.
Som eksempel på et spørgsmål om reinkarnation kan her bringes begyndelsen af Nr. 16
Er Reinkarnationen virkelig nødvendig? Og hvorledes anvendes Gengældelsesloven?

Formaalet med Reinkarnationen er dette: gennem en alsidig, men langsomt fremadskridende aandelig Udvikling at modne Menneskeaanden, saa at den i Kraft af sin Tanke og Villie kan naa til fuldtud i alle Livets Forhold at stille sig afvisende overfor Mørkets Paavirkning. –
Naar en nyskabt Menneskeaand gennemlever sit første jordiske Liv, da er det aandelige jeg, der repræsenteres af Tanke og Villie, kun at ligne med en uendelig svag Lysgnist. De første Jordeliv bliver derfor nærmest som en Art Vegeteren, en Tilvænning til Menneskelivet. Efter nogle indledende Inkarnationer begynder det aandelige Jeg at reagere overfor Samvittighedens, Skytsaandens Ledelse. Men det siger sig selv, at et Menneske, der staar paa et meget lavt aandeligt Trin, ikke kan have den samme fintmærkende “Samvittighed”, som et mere aandeligt fremskredent Menneske har. Og da de nyskabte og de meget unge Menneskeaander fortrinsvis findes blandt de lavest- og lavtstaaende Menneskeracer, kan de “aandelige Love”, hvorefter en “Vild” f.Eks. dømmes, ikke nøjagtigt svare til de Love, hvorefter et Menneske fra et civiliseret Samfund dømmes. En Vild – hvortil en nyskabt eller meget ung Menneskeaand er knyttet – der ikke har lært at respektere et Menneskeliv eller at respektere Ejendomsretten – kan, aandelig set, ikke dømmes paa samme Maade, som det Menneske, der gennem sin Opdragelse – aandelig og menneskelig – har lært at respektere begge Dele, og som dog, trods sin større aandelige Udrustning, baade slaar ihjel, røver og stjæler. Først naar “Jeget” har lært at skelne mellem “mit” og “dit”, eller har lært, hvilken Værdi et Menneskeliv er, vil Jeget blive draget til Ansvar for sine slette eller syndige Handlinger, hvis Konsekvens det, aandelig set, er vidende om. Thi et hvilket som helst Brud med Samvittigheden vil naturnødvendigt drage Straf = Soning efter sig. Naar det aandelige Jeg ved, at det udfører en Handling, som efter sin Natur er og maa være strafbar, altsaa af egen fri Villie bliver Lovbryder, er Individet ved sit Misbrug af den frie Villie gaaet ind under Gengældelsesloven og kan ikke unddrage sig den Gengældelse, som det selv har bragt over sig. Kun hvis Mennesket fuldtud angrer sin Synd, kan det gennem en Bøn til Gud opnaa Tilgivelse, og gennem en Henvendelse til det Menneske, mod hvem der er syndet, muligvis opnaa Tilgivelse og saaledes undgaa at rammes af Gengældelsens haarde Tilbageslag.
Menneskets Forsyndelser maa deles i to store Hovedgrupper:
1) Forsyndelser mod Gud, mod det guddommelige i Mennesket; disse Forsyndelser kan kun Gud tilgive, og naar Hans Tilgivelse er opnaaet, slettes Syndeskylden for bestandig.
2) Forsyndelser af forskellig Art, som Menneskene udøver mod hverandre. Disse sidste er selvfølgelig ogsaa Forsyndelser mod Gud. Men her er det nødvendigt, at Synderen ogsaa maa opnaa sin Kontraparts Tilgivelse, før kan Skylden ikke slettes, selv om Gud tilgiver Synderen.
Guds Tilgivelse for Synd, som er begaaet mod Gud eller mod det “hellige”, det guddommelige i Mennesket, kan Mennesket opnaa, endnu medens det lever paa Jorden, hvis det, inden Døden indtræder, fuldtud kan forstaa sin Skyld og fuldtud angrer sine onde, slette og forbryderiske Tanker og Handlinger. – Troen paa Jesu Forsoningsdød ændrer intet i Menneskets Syndeskyld, giver ikke Mennesket nogen Syndsforladelse. –
Har Mennesket under sit Jordeliv hverken kunnet eller villet indse og angre sin Synd og Skyld, da maa dette ske, efter at Jordelivet er endt, idet enhver, efter sin Opvaagning i det astrale Sfærehjem, bliver stillet overfor en Gennemgang af sit Jordeliv. Men saa snart som Angeren har indfundet sig – da har den angrende ogsaa i samme Øjeblik modtaget Guds Tilgivelse, og det skete slettes for bestandig uden noget Krav om Soning; thi Guds Barmhjertighed og Medlidenhed – Udslag af Guds Kærlighed – staar over Gengældelsesloven. (Se “Vandrer mod Lyset” pag. 287, Afsnit 3.)
Hvis et Menneske har forsyndet sig mod et Medmenneske og under Jordelivet indser sin slette Handling eller sine onde Anslag, saa at han fuldtud angrer det skete, samt paa alle Maader søger at opnaa sin Modparts Tilgivelse, men kun møder en bestemt Afvisning, da kan han i Kraft af Guds Kærlighed og Barmhjertighed fritages for sine onde eller slette Handlingers Tilbageslag. Men i saa Tilfælde maa vedkommende da i et nyt Jordeliv udføre en eller anden Kærlighedshandling imod det Menneske, der var Genstand for hans Forsyndelser. Opnaar Synderen derimod sin Modparts Tilgivelse, da er Skylden slettet med det samme uden fremtidig Soning. Thi ogsaa Menneskenes Barmhjertighed og Medlidenhed staar over Gengældelsesloven.