SIDSTE VERS - og det, der kommer efter e-bog

Ideen med at skrive Sidste vers opstod, da min lillesøster lå for døden. Døden i de vestlige lande er gjort til noget ubehageligt, uhyggeligt og noget, man nægter at tale om, hvorfor mange også ofte undgår mennesker i deres omgangskreds, der lige har mistet. Og den mentalitet går allermest ud over børn og unge. Derfor er Sidste vers dels en håndbog for voksne, der står med mindre børn, som skal have svar på alle de svære spørgsmål, som børn uvægerligt – og heldigvis – stiller, når døden kræver en person, som børnene er tæt på, dels også fortællingen om, hvad jeg ved om døden, samt hvordan jeg fik ro i sjælen med min viden. Netop omtalte afstandtagen til døden gjorde, at jeg i mange år havde det gyseligt med min viden. ”Hun har sgu vrangstrikninger i nissehuen!” vil mange tænke, men jeg er heldigvis ikke den eneste, der kender formlen på et positivt liv: Millioner af mennesker verden over har stort set enslydende forklaringer om det på den anden side – for slet ikke at tale om alle dem, der ikke vil – eller tør – vedkende sig deres viden. Det værste, jeg ved, er de der salvelsesfulde prædikanter; og Gud fri mig for, at I opfatter mig som sådan! Jeg ønsker bare, at I skal vide, at døden ikke er det værste, vi har.