Røverne e-bog
Tim går i 8. klasse, da hans far, Gregers, der er håndværker, bliver arbejdsløs og meget hurtigt falder ind i det ikke ukendte mønster: i stedet for at gå i gang med de forbedringer af huset, han længe har haft planer om, bliver det til værtshusbesøg og drikkeri med gamle arbejdskammerater. Og så er pengene til middagsindkøb væk, og Gregers for medtaget til at fungere i familielivet.
Tim er trykket af stemningen hjemme og også af at høre nogle af sine klassekammerater lufte den udbredte holdning, at arbejdsløse er dovne, understøttelsen for høj, osv. osv.
Gregers bliver efterhånden bragt så meget ud af balance, både fysisk og psykisk, at han aftaler et bankkup med en tidligere arbejdskammerat. Det får Tim ved et tilfælde færten af, og han beslutter sig til at gå i aktion.
Røverne er trods spændende handling og farceagtige elementer en dybt alvorlig bog, der går tæt på situationen i en arbejdsløshedsramt familie.